Kreativitet og innovation i elevernes SSO-projekt

Af Bente Hansen (innovation, samfundsfag og erhvervsøkonomi) og Line Porse (billedkunst, design & arkitektur og dansk)

Procesfoto taget af Emilie Fabian, 3e, 2021

HVORFOR vil vi arbejde med kreativitet og innovation i HFernes SSO?

Vores idé udspringer af et par års fokuseret arbejde med at løfte, kvalificere og motivere elevernes arbejde med SSO-opgaven.

Vores oplevelse indtil nu er, at eleverne er langt mere motiverede, når de kan arbejde med teori-praksis-koblingen direkte i SSOen – helt konkret gennem et produktorienteret og/eller innovativt blik på og løsning af opgaveformuleringen.  

HVORDAN vil vi arbejde med kreativitet og innovation i HFernes SSO?

Det centrale omdrejningspunkt i dette projekt er at indtænke innovation og kreativitet som motivationsfaktorer til og i udviklingen af elevernes SSO. Det vil ske gennem et undersøgende og innovativt blik på, hvordan man i SSOen kan arbejde mere projektorienteret ved at tilføje et innovativt produkt til det skriftlige projekt. Undervejs vil eleverne blive præsenteret for forskellige vinkler på det at arbejde kreativt, innovativt og undersøgende og på, hvordan en sådan arbejdstilgang kan overføres til SSOen.

HVAD vil vi gøre helt konkret?

Projektet er i første omgang delt i to: Den ene del skabes i samarbejde med fagpakkerne HF Sundpæd og HF Kunst & Design, hvor vi udvikler SSO-workshops med fokus på at træne elevernes formelle, almene, tværfaglige og innovative/kreative kompetencer frem mod SSOen. Den anden del er en hel workshopdag, hvor de involverede fagpakkeelever skal arbejde med at forene det skriftlige produkt med egne innovative og/eller produktorienterede undersøgelser af et givent emne.


Eksempler på opgaveformuleringer med innovative vinkler:

Engelsk / Design & arkitektur

Opgavens område: Branding på sociale medier - fra retorik og æstetik til etik

Redegør for det sociale medie Instagrams kommunikative og æstetiske kendetegn. Kom i forbindelse med redegørelsen ind på, hvad begrebet influencer dækker over, og hvilke forskellige typer, der findes.

Foretag en komparativ analyse af to selvvalgte influencere fra Instagram. I analysen fokuseres på influencernes æstetik, branding og formål, hvor redegørelsens karakteristik af influencer-kommunikationen bruges som teoretisk ramme for analysen. Som en del af analysen inddrages et selvfremstillet produkt, som ligeledes undersøger, hvordan man æstetisk og kommunikativt kan brande sig optimalt på Instagram.

Diskutér med udgangspunkt i analysen, hvordan branding, æstetik og kommunikation på sociale medier påvirker ungdommen og hvilke konsekvenser, det potentielt fører med sig. Inddrag her Netflix-dokumentaren The Social Dilemma (2020).


Billedkunst / Design & arkitektur

Opgavens område: Relationer i rum

Redegør for kunstretningen relationel æstetik og for, hvordan relationel æstetik kan indtænkes i byrumsdesign med udgangspunkt i selvvalgte eksempler.

Foretag en sammenlignende billedkunstfaglig analyse af hhv. Kenneth Balfelts værk ”Fixerummet” fra 2002 og en designfaglig byrums-og/eller stedsanalyse af Viborg Gymnasiums biblioteksområde anno 2021. Analyserne skal have fokus på at undersøge, hvordan ”Fixerummet” og Viborg Gymnasiums biblioteksområde fungerer som mødesteder, der kan skabe relationer mellem brugerne.

Vurder afslutningsvis, hvordan man via inspiration fra kendte kunstværker og byrumsdesigns kan redesigne Viborg Gymnasiums biblioteksområde, så det bliver et sted, der appellerer til skabelsen af relationer mellem brugerne. Vurderingen skal tage udgangspunkt i selvfremstillede undersøgelser af, hvordan området kan redesignes.


Billedkunst

Opgavens område: Asger Jorn og CoBra-kunstnerne

Redegør for årsagerne til CoBra-kunstnernes etablering på den europæiske kunstscene og for, hvordan de som spontant-abstrakte kunstnere reagerede mod nogle af tidens kunstneriske tendenser med en mere fantasifuld kunst. Hav særligt fokus på Asger Jorn som CoBra-kunstner.

Foretag med baggrund i redegørelsen en komparativ analyse af 2-3 selvvalgte Jorn værker, der enten er forskellige i deres udtryksform eller i deres teknik. Analysen skal have fokus på, hvordan Jorn indskriver sig i CoBra-stilen og belyse, hvordan han arbejder med at sætte fantasien fri og gøre op med de herskende, kunstneriske tendenser.

Diskuter afslutningsvis, hvilken rolle CoBra-kunstnerne og/eller CoBra-stilen spiller i kunsten i dag. Som en del af diskussionen inddrages et selvfremstillet produkt, som undersøger netop dette spørgsmål.

Forrige
Forrige

Kemi er ligesom madlavning – bortset fra, at man ikke skal slikke på skeen.