Af Lene Klemensen Gade

Fremtiden er tæt på. Det kan man mærke, nu hvor Corona ikke længere er en samfundstruende sygdom, og nu skal vi endelig i fremtidsværkstedet. Vi ved det godt - der er nok at tage fat på.

Derfor inviterede statsministeren forleden til en konference om fremtidens samfund. Hun vil gerne have os til at blive grønnere, rigere, dygtigere, flittigere og varmere, sikrere, retfærdigere, stærkere og friere. Og det er svært at være uenig i, så nu må vi i gang. Det er spændende. Fremtidsværkstedet er et af mine yndlingsrum.

Nu er det bare sådan med værksteder, at når de står ubrugte hen som nu under Corona, så er det et ret godt pulterrum. Sådan er det i hvert fald hjemme hos mig. Ting, jeg ikke orker gøre noget ved, stilles væk til en anden god gang. Ude af øje, ude af sind. Så da jeg lukkede døren op til fremtidsværkstedet forleden, blev det tydeligt, at der skal ryddes grundigt op, inden vi kan komme hen til arbejdsbordet og opfinde noget nyt. Der er simpelthen fyldt op med kasser, som jeg – vi -   ikke har orket at pakke ud under Corona, og som nu står og samler støv.

For det første står der en tung kasse midt i døren og spærrer. Det er kassen med udsatte opgaver. For dælen, den er hård at få pakket ud, men før vi har fået det gjort, kommer vi simpelthen ikke ind i værkstedet. Lige bagved venter en gigantisk kasse, som jeg glæder mig til at smide på traileren og køre på lossepladsen. Det er kassen med ængstelighed. Den fylder godt nok det meste af gulvet i mit fremtidsværksted. I halvandet år har vi nu taget de mest forsigtige løsninger – for os selv og som samfund. Hellere aflyse end tage chancer. Det har haft en helt naturlig årsag, at vi har handlet på den måde, men hvis vi ikke husker at smide lige præcis den kasse ud, kan forsigtigheden sætte sig som ængstelighed eller ligefrem angst. Og det kan man ikke bruge til ret meget i et fremtidsværksted.

En kasse, jeg glæder mig til at pakke ud, er kassen med fællesskab. Corona pakkede det fysiske fællesskab væk, men hvor har vi dog savnet det. Og jeg tror, det bliver godt at fylde værkstedet op med mange fællesskabsværktøjer. Det bliver helt sikkert en vigtig del af det, vi skal bygge. Når vi ikke længere må forbruge, som vi plejer, hvad skal vi så lave? Mit bud er, at det bliver nye fællesskaber, der bliver svaret.

Men bagerst i værkstedet står også en uhåndterlig kasse, som altid er lidt i vejen. Det er sådan en gammel flyttekasse, der er ved at gå lidt i stykker, og som man mest af alt har lyst til at smide på affaldslæsset uden at gide kigge i den. Men det vil i min verden være en stor fejl. Det er nemlig kassen med skæve indfald, underlige idéer, chancer, kreativitet, uforudsigelige processer, kunst, videnskab, store tanker uden produktionsformål. Alt det, der ikke passer ind på værkstedets pæne hylder, men som en gang imellem er netop det, man mangler. Det, der giver nye erkendelser og bringer os videre. Det, der gør det hele til noget særligt.

Statsministeren vil gerne have os til at blive dygtigere, flittigere, varmere, stærkere og friere – og det kan man ikke være uenig i. Jeg håber også, hun vil have os til at være innovative, kreative, finurlige og selvstændige. Jeg håber ikke, hun kører den gamle irriterende flyttekasse på lossepladsen, fordi den roder i en velordnet fremtidsvision. I mit fremtidsværksted får den lov til at stå på gulvet, så jeg kan slå tæerne på den fra tid til anden. Og blive irriteret – og måske inspireret.

Indlægget er oprindelig trykt som en klumme i Viborg Stifts Folkeblad d. 12. september 2021