Af Lene Klemensen Gade

Alle gymnasier er i et eller andet omfang optaget af pædagogisk udvikling. Vi skal udvikle os for at være i kontakt med eleverne.

Ofte oplever man dog, at skoler griber den pædagogiske udvikling an på samme måde som implementeringen af et nyt IT-system. Skolens ledelse hyrer nogle frontløbere eller en ekstern konsulent ind til at drive en konceptualiseret udvikling, som den menige lærer forventes at tilegne sig. Ofte med noget varierende effekt. Nogle af lærerne vil være begejstrede for tiltaget, mens andre ikke kan se formålet med indsatsen. Derfor hører man også ofte om, at udviklingsprojekter hænger sammen med modstand.

Og det i sig selv er jo helt skørt. Jeg kender ikke en eneste gymnasielærer, der ikke ønsker at udvikle sin praksis. Problemet med skolekoncepter indenfor pædagogisk udvikling er dog, at det vil svare til, at en tømrermester kigger ud over sin samling af værktøj og beslutter, at fra nu af skal alle i firmaet kun benytte sig af én bestemt skruenøgle. Det kan sagtens være en rigtig god skruenøgle – men det begrænser unægtelig de kreative muligheder noget.

På samme måde med pædagogisk udvikling. Det giver naturligvis mening, at gymnasieskolens professionelle selv vurderer, hvilke værktøjer, der er de rette i en given situation – og er med til at pege på, hvilke nye værktøjer, de ønsker at kunne bruge.

VG-modellen gør noget helt andet. På VG har vi hvert år 4-5 workshopgrupper med hver sit tema, der løber over hele året. Alle lærere er tilkoblet en gruppe, og man mødes ca. 5 gange og diskuterer små interventioner inden for workshoppens tema, som man afprøver i sin undervisning. Forslag til temaer for årets workshops foreslås af lærerne selv og diskuteres i skolens pædagogiske udvalg. Hver workshop har to tovholdere, der styrer slagets gang.

Vi kører nu modellen på 2. år, men i årene forud blev den gældende praksis med små interaktioner og kollegial sparring en fast del af arbejdsmetoden på skolen gennem en række lærerdrevne initiativer. Ledelsens fordring er, at alle deltager, og at udviklingsprojekterne arbejder indenfor rammerne af skolens værdier.

Alle gymnasier er optaget af pædagogisk udvikling. Nogle gange glemmer man bare, at udvikling er en kreativ proces, og at man har behov for frihed til at tænke sine egne tanker og finde sin egen vej i den proces. Som ledelse skal man turde give slip og give plads. Det kan være et stort skridt at tage, men jeg oplever, at det er et skridt i den rigtige retning.