Af Henry Bertelsen

I løbet af mit arbejde med de pædagogiske workshops havde jeg på et tidspunkt et fokus på klassediskussionen i engelskundervisningen. Dette fokus kom ud af arbejdet med en hf-klasse, jeg havde på daværende tidspunkt, som havde rigtig svært ved at få sagt noget på klassen.

Det fik mig til at overveje formålet med klassediskussion i forbindelse med undervisningen og hvorvidt det var en disciplin, som ikke altid er nødvendig.

I min engelskundervisning er der nogle elementer, som tit går igen:

• Vi læser en tekst på klassen. (Dette kunne også være lektier, men jeg sætter normalt tid af i undervisningen)

• Der arbejdes med nogle spørgsmål/eller vi laver tekstanalyse, oftest i selvvalgte grupper.

• Arbejdet opsamles på klassen hvor jeg skriver på tavlen.

Når klassen havde svært ved at få sagt noget i den sidste del, bliver opsamlingen en meget langtrukket affære og det kan være svært for eleverne at bruge hinandens input til at skabe en helhed, som alle kan få gavn af. Her bruger jeg klassediskussionen til at samle de forskellige elementer af elevernes analyser sådan at alle får nogle samlede noter.

Fordi denne opsamlende del ikke havde det udbytte, som jeg tidligere havde oplevet, fik det mig tænke på hvad formålet med klassediskussionen var. Som beskrevet tidligere så har det til formål at give klassen nogle samlede noter og trække de bedste observationer frem. Men der er også et element af at give eleverne en form træning i demokratisk diskussion og argumentation.

Mit problem med dette er at det ikke er noget vi egentlig bruger i en eksamenssammenhæng. Det har et rigtig godt dannelsesmæssige formål, men det er en kompetence, som ikke direkte belønnes ved eksamen eller er et mål vi skal opnå i læreplanen. At indgå i samtale eller diskussion er vigtige dele af (formodentlig al) sprogundervisning, men det behøver ikke være på et niveau, hvor hele klassen er samlet.

Hvis jeg fjernede denne sekvens, ville jeg miste muligheden for at få samlet alle elevers arbejde til deres noter. Måske er det en service, som vi som undervisere tit tilbyder vores elever og som jeg selv tænker gør at vi, som undervisere, kan sikre eleverne får det rigtig budskab med teksten med hjem.

I stedet for denne sidste del af undervisningen brugte jeg mere tid på selve gruppearbejdet. Derved kan der stadig være en diskussion, som i dette tilfælde bliver med læreren. Herved får jeg trænet mere af det vi faktisk gør til eksamen, hvor eleverne laver analyse af en ukendt tekst og jeg kan i dialog med mindre grupper af elever stadig nå frem til gode pointer. Det bliver her at sige til eleverne at de får skrevet noget ned i løbet af gruppedelen.

Min oplevelse generelt er at eleverne i højere grad fik sagt noget, når de blot snakker med mig. Det kan være fordi man ikke skal måle sig med de andre elever eller fordi det bliver en samtale og derfor umuligt at gemme sig. Muligvis samtalen også bliver hjulpet af at den sker, som en del af en proces, hvor vi er ved at forstå teksten og ikke en opsamling, hvor man forventes at have et svar af en eller anden art. Og fordi der er mere tid til dette, kan jeg få snakket ordentligt med alle dem, som har lyst til at deltage og får prikket dem, som normalt gemmer sig.

Fordi opsamlingsdelen tit skaber en naturlig afslutning på et modul, så kræver det dog at man stadig får samlet klassen til sidst og giver dem nogle generelle kommentarer på arbejdet, så modulet ikke bliver en masse adskilte grupper, men stadig en klasse - et hold, sammen mod et mål.