DIDAKTIK

View Original

Lokalsamfundet og den store fortælling

Af Anders Midtgaard og Solveig S. Vinther

Houlkærområdet i den østlige del af Viborg har en ganske særlig historie. Viborg Kommune købte i 1969 den største gård i området for at udstykke landbrugsjorden til byggeri. Indtil da lå der kun få gårde og huse i området – men det skulle ændre sig fra 1970’erne og frem til i dag, hvor udviklingen stadig er tydelig med nye udstykninger mod øst.

Når man som gymnasieelev færdes i Houlkærområdet, så tænker man måske ikke over, at fortællingen om Houlkær også er en fortælling om udviklingen af den danske velfærdsstat.

Det vil vi gerne prøve at vise vores elever med dette projekt, hvor vi har arbejdet med at inddrage den lokalhistoriske fortælling i en fortælling om velfærdssamfundet. På en vandretur rundt i Houlkær skal eleverne opleve at lokalhistorie er meget mere end det øjet ser.

Gennem kort, billeder af hhv. rækkehuse, klyngehuse, socialt boligbyggeri og parcelhuse samt fortællinger om kirken, Houlkærcenteret, Astrocenteret og andre lokale kendetegn guides eleverne rundt i området og oplever dermed historien på egen krop – og måske trætte ben.

Luftfoto fra 1954

Luftfoto fra 2018

Projektet skal udbygges yderligere i dette skoleår med artefakter og øjenvidneberetninger fra folk, der lever eller har levet i Houlkær. Vi vil gerne gøre eleverne nysgerrige på den historie og den kultur der omgiver dem lige her - og samtidig vise dem at man kan trække tråde fra det lokale til det nationale og til det internationale i en historiefortælling om vores Houlkær.

Henvisninger:

Luftfoto 1954 - https://map.krak.dk/?c=56.461874,9.442320&z=15&l=historic&fs=true

Luftfoto 2018 - https://map.krak.dk/?c=56.461874,9.442320&z=15&l=aerial